Christian ulrik hansen

Født: 26.05.1921
Død: 23.06.1944
Alder: 23

Erhverv: Teologistuderende, lærer, kornetelev
Modstandsgruppe: Dansk Samling, Holger Danske, SOE, Aarsgruppen m.v.

Modstandsarbejde: Almen illegal aktivitet, våbensmugling, våbenmodtagelse, illegal presse, kurer, industri- og jernbanesabotage, organisering og likvidering

Dæknavn(e): Christian U'ha , Christian UHA , Christian U
Arresteret: 29.02.1944

 

Christian Ulrik Hansen voksede op i det vestlige Himmerland. Foruden hans knaldrøde hår og lidt bondske udseende har flere af hans kammerater beskrevet ham som en søgende sjæl. Det var især livets store spørgsmål, der rumsterede i Christian. Måske var det derfor, at han ofte brugte tiden på Viborg Katedralskole med at læse klassiske værker inden for filosofi og litteratur. 

 

Alligevel kom Christians kald først, da han satte sig i forbindelse med det danske modstandsparti Dansk Samling. Partiet havde et stærkt kristent og nationalt udsyn, der gjorde et lysende indtryk på den unge Christian. I sine dagbøger beskriver han selv, hvordan han gennem den kristne tro og kærligheden til det nationale endelig fandt en klippe i sit liv, han kunne bygge videre på. 

 

Efter endt studentereksamen søgte Christian at blive højskolelærer. Den plan måtte han dog afbryde, idet han blev indkaldt som værnepligtig i 1942, først på Odense Kaserne og senere på officersskole i Næstved. Egenskaberne som leder skulle komme ham til gode, efter den tyske hær havde stormet samtlige kaserne i forbindelse med 29. august 1943 for at afvæbne og internere den danske hær. Under sin tilbageholdelse på kasernen i Næstved oprettede Christian sammen med en række andre officersaspiranter en modstandsgruppe, senere kendt under navnet "HD4" og "kornetgruppen". Det lykkedes for dem af flere omgange at få smuglet våben ud fra kasernen via en lokal landmand.

 

Da tyskerne frigav hærpersonalet i oktober 1943, afhentede gruppen deres skjulte våben hos landmanden og drog til København, hvor de med Christian som gruppeleder blev en del af modstandsgruppen Holger Danske. Deres første sabotageaktion foregik under instruktion af "Flammen" og "John" og var rettet mod et autoværksted på Lyngbyvej. Nogle af gruppens store aktioner kom til at tælle våbenkuppet mod den tyske postcensur i Tietgensgade samt sprængningen af maskinfabrikkerne "Alvis" i Gothersgade og "Absalon" på Frederikssundsvej.

Ved siden af sabotagearbejdet skrev Christian desuden artikler til flere illegale blade. Hans væsentligste indsats i modstandskampen blev dog organiseringen af våbenmodtagelser i Nordjylland, hvor han udnyttede sine kontakter, både i Dansk Samling og på hjemstavnen. Allerede fra november 1943 rejste han i perioder til Jylland for at forestå dette arbejde. 

 

Den 29. februar 1944 blev Christian arresteret af tyskerne på Aalborg Banegård under et hemmeligt møde med modstandsmanden Poul Ib Gjessing. Da resten af kornetgruppen hørte om hans anholdelse, rejste de straks til Aalborg for at befri ham. Bevæbnet og forklædt som fire håndværkere lykkedes det at komme ubemærket ind i arresthuset, men til deres store overraskelse afslog Christian befrielsen i sympati med sine medfanger.


Den 19. juli 1944 idømtes Christian dødstraf for hans modstandsarbejde. Fire dage efter blev han skudt i Ryvangen sammen med syv andre modstandsmænd. Tyskerne eksekverede henrettelserne som direkte respons på en af de største sabotageaktioner under besættelsen. Dagen forinden havde modstandsgruppen Borgerlige Partisaner (BOPA) nemlig sprunget "Riffelsyndikatet'" i luften. 

 

Placering i Mindelunden: Det Store Gravfelt

 

Christian Ulrik Hansens afskedsbrev
Kreditering: Nationalmuseet
Riffelsyndikatet i Københavns Nordhavn efter sabotageaktionen d. 22 juni 1944. Begivenheden medførte, 
at Christian Ulrik Hansen blev henrettet sammen med syv andre modstandsmænd i Ryvangen.
Kreditering: Nationalmuseet



KILDER OG LITTERATUR

Chr. U. og hans venner (Bob Ramsing, 1985), s. 7, 10, 138
Christian Ulrik Hansen (Elith Olesen & Inge Theut 1945), s. 17

Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-1945 (Ib Damgaard Petersen, red.1990),  s. 147-148

Holger Danske - Sabotage og likvidering, Bind 1 (Peter Birkelund, 2008), s. 142-162

Modstand - Den skærpede kamp 1943-1944 (Niels-Birger Danielsen, 2019), s. 79, 125, 133, 385, 391-392

Kreditering: Nationalmuseet